Hvad er samtidskunst? #2
Hvad er samtidskunst? #2 er den anden i rækken af udstillinger, hvor museet udforsker samtidskunstens mange udtryksformer med afsæt i museets samling. Her vises nyindkøbte værker, hvor museet har haft særlig fokus på dansk kunst fra 1990´erne til i dag med hovedvægt på performancekunst og lydkunst. Museet vægter formidling af hvad samtidskunst er, og udstillingen kan bruges til at søge mere viden om samtidskunsten, ligesom publikum inviteres til at komme med egne bud på spørgsmålet.
Kunstnerne: Burn Out (DK), Brad Downey (US), Elmgreen & Dragset (DK), Kirsten Justesen (DK), Ann Lislegaard (DK), Christian Marcley (US), Olof Olsson (DK), Yoko Ono (US/JP), Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK) m.fl.
Permanente installationer:
I forbindelse med udstillingen har museet dedikeret to rum til permanente installationer. Det ene rum er kunstneren Mogens Jacobsens Hørbar, som er et interaktivt værk udformet som en bar. Publikum får selv lov til at være ”bartendere” og mikse lyde fra værkets mange flasker, der har optagelser fra museets lydarkiv som fyld.
Det andet rum er en permanent udstilling af museets fluxus- og konceptkunstværker. Her er værker af danske og udenlandske kunstnere, der i tidens løb har udstillet eller lavet happenings på museet. Der er værker, multiples og arkivgenstande af Eric Andersen, Joseph Beuys, Philip Corner, Robert Filiou, Henrik Have, Geoffrey Hendricks, Per Højholt, Mogens Otto Nielsen, Witta K.R. Jensen, Alison Knowles, Yoko Ono, Nam June Paik, Ben Vautier, Robert Watts, m.fl.