Åbne Musik-Værk-Steder #3
Hvordan bliver nye kompositioner til levende musik?
Mød komponisten Eva Noer Kondrup og musikerne Mikkel Andersen og Kuno Kjærbye, når de arbejder med Evas nyskrevne musik. Snak med kunstnerne og oplev et musikværk-på-vej!
I løber at værkstedet prøver musikerne forskellige 'løsninger' af. Musikken forandrer sig undervejs - ikke mindst ud fra hvad publikum bidrager med.
Hvis man kan læse noder, så kan man kigge med; man kan også bare sidde og lytte. Undervejs fortæller komponisten og musikerne om arbejdet. De vil meget gerne have respons og svare på publikums spørgsmål.
Over fire dage arbejder de med musikken i forskellige rum i museets udstillingsbygning. På sidstedagen slutter de med en afsluttende værkstedskoncert.
TID OG STED:
onsdag 10.5. kl. 16-20
tirsdag 16.5. kl. 12-16
fredag 19.5. kl. 12-16
søndag 21.5. kl. 12-16
ÅBNE MUSIK-VÆRK-STEDER bliver til i et samarbejde mellem Museet for Samtidskunst og komponisterne Kuno Kjærbye og Hanne Tofte Jespersen.
Om baggrunden for initiativet fortæller Hanne og Kuno:
"Når musikere spiller ældre værker, er der en masse referencer at læne sig op af, spille op imod og tage afsæt i som eksempelvis indspilninger, tidligere opførelser og traditioner.
Men med nyskrevet musik er det anderledes - her ved ingen hvordan den lyder, ikke engang komponisten. Kunstnerne vil gerne få så god musik ud af det som muligt - og inddrage andre i processen".
Eva Noer Kondrup fortæller om sine forventninger til værkstedet:
"Tonerne kan vendes og drejes på en helt anden måde, end når man bare mødes til en almindelig prøve og har travlt op til en koncert. Et par af dagene vil der også opstå helt nyt toner, når publikum skal deltage i selve det at komponere. Ved tilfældigheders spil kan der opstå melodier og stemninger".
I løbet af værkstederne vil vi også vise Ida Bach Jensens dokumentarfilm "KOMPONIST", som handler om den kompositoriske skabelsesproces. Filmen undersøger hvordan et værk opstår og hvilke tanker gør komponisten sig undervejs? I filmen følger vi de tre komponister: Eva Noer Kondrup, Henriette Groth og Simon Steen-Andersen i
skabelsen af ny musik. Vi får et indblik i de kompositoriske arbejdsprocesser hvor inspiration,
materiale, kaos og håndværk samler sig til et kunstnerisk udtryk.
Åbne Musik-Værk-Steder har fået støtte fra Kulturpuljen Roskilde Kommune, Dansk Komponistforenings produktionspulje, Kodas kulturelle midler, Dansk Musiker Forbunds Roskilde-afdeling, ROZEbørnekoncerter og Solistforeningen af 1921.
LINKS
Eva Noer Kondrup: http://evanoerkondrup.blogspot.dk/
Mikkel Andersen: http://mikkelandersen.dk/
Kuno Kjærbye: http://kunokjaerbye.dk/
Til november 2017 kommer endnu et værksted, hvor komponist Bo Gunge får musikalsk akkompagnement af violinisten Karen Humle og kontrabassisten Jeppe Mørch Sørensen.
Bo Gunge: http://bogunge.dk
Karen Humle: http://karenhumle.dk/