Byt blik på byen
Fredag d. 28 marts var der morgenmad, hygge og afslutning på projektet ”Byt Blik På Byen” på Museet for Samtidskunst. 8.A fra Absalon Skole og 7 ældre fra Roskilde havde i løbet af de 2 foregående uger gennemgået en workshop, som handlede om at beskrive og udveksle blik på udvalgte steder i byen.
Forløbet startede med, at de ældre Roskildeborgere udpegede nogle for dem interessante steder i byrummet, derefter tog de unge i grupper på tre ud på stederne og observerede stederne. Ud fra umiddelbare sansninger af f.eks. arkitektur, overflader, lys, lyd og dufte skrev de unge i fællesskab tekster som de indtalte digitalt. Næste trin var at gå ud på de samme lokationer, denne gang i følgeskab med de ældre og optage deres erindringer og historiske beskrivelser fra de pågældende gader og pladser.
I fredags mødtes alle så for at høre fortællingerne igennem og diskutere oplevelserne. Alle var enige om, at det havde været et spændende eksperiment, som både havde givet forståelse for nogle kunstneriske processer, kastet nyt lys over offentligt rum som man normalt registrerer mere rutinemæssigt, og at den sociale proces havde været givende og inspirerende begge veje.
Workshoppen baserede sig på en ide af billedkunstneren Mette Kit Jensen. 8A´s dansklærer Helle Baktoft var vejleder i tekstskrivning og organisering. Ud over de 22 elever fra 8 klassen bidrog de ældre Anette Hvidberg, Bjarne Ludvigsen, Ole Rasmussen, Hans Nielsen, Daniéle Oslev, Bent Oslev og Karen Lorenzen til det mangesidede eksperiment.
Resultatet af projektet er de syv nedenstående lydfortællinger: