IMAGES 16 | ACTS 16 - An Age of Our Own Making - Reflection II

Velkommen til An Age of Our Own Making – Museet for Samtidskunsts performancefestival ACTS, som afholdes for femte gang i det offentlige rum i Roskilde: i Palæhaven, i museets gård og i Byens Hus. 

Over to dage vil en række internationalt anerkendte performancekunstnere fra Asien, Afrika og Mellemøsten indtage museet, hvorefter performance-programmet rykker videre til Roskilde Festival fra d. 26. juni – 2. juli.

Se hele programmet her.

Under festivalen forvandles den gamle byrådssal i Byens Hus kortvarigt til asylcenter in absurdum; flygtninges aflagte tøj bliver til flagrende drager til lyden af fortællinger fra 1. og 2. verdenskrigs krigsfanger; der mixes historiske cocktails som Democrat, Wild Woman og Hunter Corps; og det congolesiske band Konono Nº1 giver koncert, inden en rituel queer-procession skrider gennem byen i opsigtsvækkende ballon-gevandter. 

Deltagende kunstnere: Bernard Akoi-Jackson, Amy Lee Sanford, Athi-Patra Ruga, Natalie Mba Bikoro, Moe Satt, Harold Offeh, Ali Al-Fatlawi feat. Wathiq Al-Ameri, Michéle Magema, Mwangi Hutter & Aman Mojadidi. 

Læs mere om de enkelte kunstnere og performances i menuen til højre.

koncept

Globaliseringen har på mange måder forbundet mennesker, steder og økonomier med hinanden på helt nye og uoverskuelige måder. Ideen om varers frie bevægelighed modsvarer imidlertid ikke kroppens mulighed for selvsamme. I takt med flygtninge-strømmen har de fleste lande i Europa indført grænsekontroller for at beskytte nationalstaten og dens borgere. Dette paradoks mellem åbenhed og økonomisk frihandel på den ene side og selvbeskyttelse og eksklusion af menneskekroppe på den anden er temaet for dette års ACTS performance-festival.

Udstillingen er kurateret af Solvej Helweg Ovesen (kunstnerisk leder af Galerie Wedding og GROSSES TREFFEN, Berlin) og Bonaventure Soh Bejeng Ndikung (curator at large, documenta 14 og kunstnerisk leder af Savvy Contemporary, Berlin). 

ACTS festivalen er en del af IMAGES 16

Images 16-udstillingen An Age of Our Own Making er opdelt i tre dele, der kan opleves mellem 14. maj 2016 og 8. januar 2017: først i Holbæk, dernæst i Roskilde og til sidst på Kunsthal Charlottenborg i København.

Images 16 sætter fokus på globale udfordringer og kunstnerens rolle i samfundet med over 100 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten på 25 kunstinstitutioner over hele Danmark. Bag Images 16 står Center for Kultur og Udvikling (CKU) under Udenrigsministeriet. An Age of Our Own Making del II, er støttet af Center for Kultur og Udvikling, Statens Kunstfond og Roskilde Festival.

Læs mere: images.holbaek.dk 

Ali Al-Fatlawi feat. Wathiq Al-Ameri

We have thought about you

Performance
Søndag d. 26 juni - Gården, Museet for Samtidskunst

Kunstnerduoen Ali A-Fatlawi og Wathiq Al-Amer skaber performanceværker, der afspejler, afsøger og udfordrer konkrete fordomme i forhold til arabisk kultur, frygten for og forventningen om terrorisme, grænsekrydsningssituationer og det psykologiske pres, der kan udtrykkes gennem fysisk gestik. Menneskets dødelighed som en del af hverdagslivet er også et væsentligt tema, som udtrykkes gennem performances og handlinger, der beskæftiger sig med maskulinitet og krigshandlinger, samt med erindringens rolle og de liv der går tabt i krigszoner.

Med deres performance “We have thought about you” byder Ali Al-Fatlawi og Wathiq Al-Amer de besøgende velkommen til Museet for Samtidskunst. De tager imod festivalens gæster ved et bord fyldt med hakkede løg og gule blomster, mens tårerne triller ned af deres kinder.

Ali Al-Fatlawi & Wathik Al-Ameri vandt Performancepreis i Schweiz i 2011, og efterfulgt af den prestigefyldte Swiss Art Award i 2012. Ali Al-Fatlawi & Wathiq Al-Ameri har base i Schweiz og samarbejder som en del af gruppen Urnamo, der blev grundlagt i 2002. De har kendt hinanden siden barndommen og studerede sammen på Bagdad Arts Academy i Irak og på F+F Submit Schule für Kunst und Design i Zürich.

Mandag d. 27 juni – lørdag d. 2 juli - Roskilde Festival

På Roskilde Festivalen vil Ali Al-Fatlawi og Wathiq Al-Ameri skabe en ”irakisk pavillon” i et telt i campingområdet. De vil selv bebo teltet og sove, spise og performe der, samtidig med at de vil integrere sig i de øvrige campisters liv. Teltet vil dog være lidt anderledes udstyret end de omkringliggende: det vil have flag og bannere med arabiske påskrifter, og inde i teltet vil et TV vise nyhedsudsendelser fra Irak, mens et andet TV vil være tunet ind på en irakisk musikkanal på høj lydstyrke. Teltet er åbent – offentligheden og beboerne i naboteltene er velkomne til at komme ind. Kunstnerne laver te på en samovar og indbyder de besøgende til at drikke den af typiske orientalske teglas.

I løbet af festivalen vil kunstnerne tale med pavillonens besøgende og skrive digte på teltdugen. Denne “Pavilion of Iraq” er en interventionsorienteret performance, der finder sted over tid, og som har til hensigt at skubbe til de forventninger og den frygt, der er forbundet med arabisk og muslimsk kultur.

Aman Mojadidi

What They Fear

Mandag d. 27 juni - onsdag d. 29 juni - Roskilde Festival

Ideen til en “Immunization Clinic” på Roskilde Festival opstod ud af den migrationskrise, som de europæiske lande – og Danmark – har reageret forskelligt på, og som kan anskues at have rødder i begrebet ”immunisering”: Hvad vælger vi (i dette tilfælde HVEM) at immunisere os imod? Og hvad er det, vi ønsker at immunisere os imod? Tanker? Begreber? Religioner? Racer? Nationalisme? Ekstremisme? Politiske ideologier? Åbne grænser? Denne performative installation vil bestå af en teltklinik af samme slags som festivalen bruger til sine medicinske beredskabstelte. Her vil man finde sundhedspersonale siddende bag borde, hvor de besøgende kan vælge mellem en række forskellige vacciner i form af flydende tinkturer – dråber, som personalet kan dryppe ned under den besøgendes tunge. Valget af ”vaccine” vil vise, om den besøgende er for eller imod den siddende danske regerings immigrationspolitik. Den danske højreorienterede regering har indtaget et markant ståsted i forhold til den bølge af migranter, der ankommer til Europa i disse dage, primært fra Syrien, Afghanistan, Irak, Sudan, Eritrea m.m. Hvor står du?

Listen over “vacciner” gør det muligt for de besøgende at blive vaccineret mod en række forskellige ting, såsom islam, ”blackness”, racisme, yderligtgående højre- eller venstreorienteret politik, ”Arabness”, racehygiejne m.m. Det tilstedeværende sundhedspersonale vil bære gennemsigtige beskyttelsesdragter, og teltet vil indeholde glasskabe med medicinsk udstyr. Personalet sidder hver især ved arbejdsstationer, hvor de har adgang til alle de materialer, der skal til for at give den immuniserende dosis. Personalet vil udføre en række forskellige opgaver – lagerføring, check af vacciner, justeringer af de forskellige materialer osv. – mens patienterne behandles.

Amanullah Mojadidi er af afghansk og amerikansk afstamning. Han er født i Florida (1971) og bor og arbejder i Paris og Kabul. Han har blandt andet skabt en kollektion af modetøj til selvmordsbombere og soldater ved navn "Conflict Chic" samt fotografier, der undersøger forbindelserne mellem Kabul City og borgerkrigstidens amerikanske sydstater og deres konfederationsforbund. Hans værker er blevet udstillet på en række internationale samtidskunstudstillinger, heriblandt dOCUMENTA (13) og Kochi-Muziris Biennale i 2012. Ligeledes i 2012 kuraterede Mojadidi en Documenta-udstilling i Kabul, der viste værker af 12 afghanske samtidskunstnere. 

Amy Lee Sanford

Full Circle

Performance
Lørdag d. 25 juni & søndag d. 26 juni - Palæhaven, Museet for Samtidskunst

Som menneske kan man opleve situationer, hvor man må genopbygge sit liv, fx når man flytter hjemmefra, når man forlader eller mister sine nære, og hvis man ender helt andre steder i forhold til udgangspunktet. ”Full Circle” er en meditativ og indadvendt performance, der handler om menneskelige traumer og deres cykliske natur, om oplevelsen af pludselige tab, og om hvordan livet kan genoprettes.

Amy Lee Sanford sidder omgivet af lerpotter fra Kampong Chhnang (hendes fars fødested i Cambodja). Hun vil tilbringe to dage i Palæhaven, hvor hun i løbet af perioden vil knuse alle potterne og lime dem sammen igen. Når hvert enkelt lerpotte er klinket, binder hun stykkerne sammen med snor inden hun stiller genstanden tilbage på sin plads i cirklen omkring hende. Under det cambodjanske Khmer Rouge-styre (1975–79), der blandt andet iværksatte det cambodjanske folkedrab, blev millioner af Cambodiere gjort til slaver, tortureret og dræbt eller døde af sult, sygdom og overanstrengelse. Denne langstrakte performance peger på menneskelige traumer og hvordan livet kan genoprettes, både i et personligt og historisk perspektiv.  

Single Break Pot: Darupvej
Mandag d. 27 juni - tirsdag d. 28 juni - Roskilde Festival

Forskellige mennesker har forskellige oplevelser af det at flytte hjemmefra, at forlade eller miste deres kære, og af at komme til nye steder. ”Single Break Pot: Darupvej” er en meditativ og indadskuende performance, der beskæftiger sig med de cykliske bevægelser, man kan se i menneskelige traumer og deres efterfølgende helbredelse og genopbygningen af et nyt liv her og nu.

I dette værk vil kunstneren Amy Lee Sanford sidde på Roskilde Station med lertøj, der er fremstillet i hendes families gamle hjemstavn, Kampong Chhnang i Cambodja. Her knuser hun hvert enkelt stykke lertøj og klinker det igen. Når hvert enkelt stykke er limet sammen igen, omvinder kunstneren det med snor og stiller det tilbage på dets oprindelige plads. Ved folkedrabene under Khmer Rouge-styret i 1975-79 blev millioner af cambodjanere tortureret, dræbt, gjort til slaver eller døde af sult, sygdom og udmattelse. Kunstnerens performance, der foregår over en udstrakt tidsperiode, bruger det at knuse og klinke keramik til at pege på menneskelige traumer og deres cykliske natur, på oplevelsen af pludselige tab, og på hvordan man kan genopbygge et liv, både som individ og som samfund.

Amy Lee Sanford har læst Visual Art på Brown University, med særligt fokus på konstruktion og biologi. Hun har desuden studeret keramik på Rhode Island School of Design, University of Massachusetts og Harvard. I 2005 vendte Amy tilbage til Cambodja for første gang i 30 år for at lede efter sin familie og undersøge sin egen baggrund.

Athi-Patra Ruga

decimination

Optog
Søndag d. 26 juni - Museet for Samtidskunst til Roskilde Festival

Athi-PatraRuga præsenterer sin nye performance ”Decimation”: et festligt optog, der går fra Museet for Samtidskunst til Roskilde Festivals plads. De inviterede drag-performere i optogets midte vil – iført skinnende skrud, sværme af balloner, LED-lys og høje hæle – forberede sig og posere i museets gård. Publikum opfordres til at tage del i optoget, og får til dette formål udleveret særlige ”glow sticks”. På vej til festivalpladsen kan optoget både tænkes at vokse sig større eller mindre. Det vil blande sig med mængden af mennesker, der bevæger sig mod festivalpladsen og dermed indoptage nye deltagere. Der vil dog til sidst foregå en mindre udvælgelsesproces. Optogets endemål er et træ på festivalpladsen, der er dekoreret som et helligt sted med diverse genstande og lys hængende fra sine grene. Her vil hele optoget samle sig, og et ritual vil blive opført, der involverer publikum og de pinde, de har bragt med sig. Dette ritual vil afgøre, hvem der hører hjemme – og hvem der ikke hører hjemme – i ”staten Azania”, en stat under tilblivelse.

Som baggrund for værket kan det nævnes, at begrebet ”decimering” henviser til en form for masseafstraffelse i den romerske hær, hvor mange hundrede soldater blev udvalgt til straf ved decimering (efter det latinske ord for ”tiendedel”, i dette tilfælde af en gruppe). Soldaterne blev opdelt i grupper på ti; hver enkelt gruppe trak så lod imellem sig, og den der tabte i hver gruppe blev efterfølgende henrettet af sine ni kammerater – ofte ved stening eller ved at blive tævet til døde med køller.

Inden for Athi-Patra Rugas kunstneriske univers udgør dette værk kapitlet ”Decimation” i hans myte om “The Future White Women of Azania”. Med denne myte opfinder han og behandler alternative identiteter og marginaliserede livserfaringer, og han skaber forskellige kapitler i fortællingen med sine performances og billedtæpper. Ruga har arbejdet med myten gennem adskillige år, og med “The Future White Women of Azania” retter han blikket mod en tanke, der er tæt knyttet til Apartheid-tidens forestilling om Azania – et afkoloniseret sydafrikansk Arkadien. Denne myte blev oprindeligt udviklet af  den sydafrikanske nationalistbevægelse Pan-Africanist Congress (PAC), der i 1965 også tog navnet ”of Azania” til sig som tegn på deres forestilling om et ideelt fremtidigt Sydafrika.

I denne performance arbejder Ruga imidlertid med “a jazzy kinda decimation”, en legende måde, hvorpå individer blidt skubbes ud og ind i gruppen med pinde eller fagter. ”Det viser sig, at The Future White Women of Azania skal undergå en decimering, hvor ét medlem fra ti regimenter skal henrettes for eksil-Azanianernes forræderi som desertører,” forklarer Ruga. Dette er også et billede på nutidens praksis inden for opbygningen og fastholdelsen af nationalstater; et område, hvor spørgsmål om tilhørsforhold og manglen på samme er af stor væsentlighed – hvor “den Nationale Krop på en eller anden måde er overfølsom overfor influenzaer udefra,” som Ruga formulerer det.

Athi-Patra Ruga (1984) bor i Johannesburg og Cape Town, Sydafrika. Han opførte sin soloperformance “The Elder of Azania” på Johannesburg Pavillonen ved den 56. Venedig Biennale og har for nylig deltaget i gruppeudstillingen ”AFRICA: Architecture, Culture and Identity” på Louisiana i Humlebæk. Han deltog også i Performa 11 i New York i 2011. 

Bernard Akoi-Jackson

…it’s imperative, staying put, put into globalized imperative contexts, is imperative…

Performance
Lørdag d. 25 juni og søandag d. 26 juni - Den gamle byrådssal, Byens Hus

Kunstneren Bernard Akoi-Jackson skaber interaktive performanceværker, der peger på de faldgruber, man kan se i den praktiske, daglige forvaltning af immigrationslovene, og på det sprogbrug, der bruges i denne sammenhæng. Hans performances fremstiller de statslige administrative procedurer som en form for nationalt selvforsvar mod migration. I Akoi-Jacksons nye performance med titlen “…it’s imperative, staying put, put into globalized imperative contexts, is imperative…”, som bliver opført i Byens Hus i Roskilde, genner en række assistenter publikum/”ansøgerne” gennem en labyrint af forvaltningsmæssige tiltag og forløb. Her udsættes publikum for en strøm af papirarbejde, grænsekontrol, fingeraftryk og formler, der skal udfyldes og gentagne gange tjekkes af embedsmænd. De vil også stå overfor en række absurde opgaver, der fremføres i et forvirrende kancellisprog. På vej gennem systemet og dets mange faldgruber vil publikum desuden støde på forskellige fristende varer og genstande såsom sukker, guld og havsalt.

Efter alle disse strabadser får de til sidst et stempel af administratorerne, der udnævner dem til at være [IKKE-IMMIGRANT SELV], [IMMIGRANT ANDEN], [NOMADISK BORGER] eller [DIPLOMAT VIP]. Når alle blandt publikum har gennemført opgaverne, bliver de sat til at vente foran et slags pseudo-alter, indtil de bliver kaldt frem af en præstelignende figur, den øverste myndighed – en tvetydig skikkelse, som er kunstneren selv. Han giver dem deres certifikat, et stykke ghanesisk chokolade og et glas hollandsk snaps. Hele episoden filmes via CCTV. Denne performance ligger på mange måder i forlængelse af det værk, kunstneren opførte på Lilith Performance Studio i Malmø, “Untitled: How to Usher the [an] African fully into [His]tory…”, 2015.

Akoi-Jackson bevæger sig indenfor mange genrer – performance, dans, poesi, installationskunst, fotografi og videokunst – for at udfordre sin samtid og den kultur, han befinder sig i. Han deltog for nylig i en gruppeudstilling med titlen “If you love me – Loco Shed of the Kumasi Railway”, Accra, 2016 og opførte et værk ved Lilith Performance Studios, “Wata don Pass - Looking West”, 2015. Han har også udstillet som en del af ”Time, Trade & Travel”, Stedelijk Museum Bureau Amsterdam – SMBA, Amsterdam, 2012. Han tog sin BFA og MFA fra College of Art and Social Sciences, Kwame Nkrumah University of Science and Technology (KNUST), Kumasi i henholdsvis 2003 og 2006. Han er nu professor på KNUST, Kumasi, Ghana.

Harold Offeh

Choreograph Me

Performance
Lørdag d. 25 juni -  Museet for Samtidskunst

“Choreograph Me” er et fortløbende projekt, hvor kunstneren Harold Offeh indbyder publikum til at bruge hans krop som medium og materiale for at skabe en række performative udtryk. Publikum har her mulighed for at komme med instrukser til bestemte handlinger og bevægelser, som Offeh udfører live i løbet af én time. Beskuerne inviteres også til at deltage aktivt og udføre instrukserne sammen med Offeh, eller til at instruere og forme begivenhedernes gang på afstand (ved at holde plancher med tekst op). Værket ”Choreograph Me”, som oprindeligt blev bestilt af MiMA, Middleborough, bruger instruktionerne som ramme for at skabe et kollektivt koreograferet værk. Ved at gøre sin krop tilgængelig som ”art material”, der kan eksperimenteres med, udforsker Offeh spørgsmålet om hvordan en kunstner kan anvendes som skulpturelt materiale, og hvordan hans arbejde kan være til nytte for publikum.

Ved opførelsen af “Choreograph me” på Museet for Samtidskunst vil Offeh gen- og nyopføre værket og igen invitere publikum til at instruere og føre ham. Hans performance vil vare op til en time. Publikum udstyres med en række trykte tekster, der angiver bestemte bevægelser eller handlinger. De kan bruge teksterne til at give kunstneren instrukser, eller de kan skabe helt nye instruktioner ved selv at nedskrive ord på papir. Offeh er interesseret i forholdet mellem krop, rum, race og køn, men også i relationen mellem publikum og performer. Hans værker krydser også levende billeder med live-optræden og rummer talrige referencer til film og sange.

Harold Offeh er født i Ghana (1977). Han har studeret Fine Art på Brighton University og Fine Art Photography på Royal College of Art, London. Han har omfattende udstillingserfaring både i og udenfor Storbritannien; som eksempler kan nævnes East International, Norwich; At Your Service, David Roberts Art Foundation, London; Espaco Bananeiras, Rio de Janeiro, Brasilien, samt Metropolis Rise, CQL Design Center, Shanghai, Kina.

Michéle Magema

What the Sea didn’t Take Off Me

Michèle Magemas performance ”What the Sea didn’t Take Off Me” tager afsæt i firehundrede migranters forsvinden, da de forsøgte at krydse Middelhavet i april 2016. Firehundrede mennesker ud af tusind, der hver måned dør i Middelhavets bølger i deres bestræbelser på at nå frem til Europa. Værket ser nærmere på migrationsprocesser og de risici, som folk tager for at krydse over grænser.

Magemas værk bygger på kroppens erindring: hver krop bærer i sig en erindring om andre individer i familien og i samfundet. Magemas værk placerer sig således mellem Historien med et stort ”H” og de individuelle historier. Det bringer hendes egen krop i samspil gennem symboler og gentagne bevægelser, der bliver til en art ritualer. Hendes arbejde er politisk og bruger kunsten til at yde modstand.

I sin performance ”What the Sea didn’t Take Off Me” optræder Magema barfodet, klædt i hvidt og med bandager, der repræsenterer de firehundrede sjæle, der druknede på rejsen mellem Egypten og Italien. Hun krydser en sti fremstillet af et lilla pulver, nærmere bestemt kaliumpermanganat – et stof, der også kendes under betegnelsen ”Condy’s Crystals” og bruges i medicinske sammenhænge til f.eks. at helbrede hudirritationer. Hun krydser denne sti som en art bodsgang for de syge og døde kroppe. 

Moe Satt

Wishes of Hands

Performance
Lørdag d. 25 juni - Palæhaven & gården, Museet for Samtidskunst

Som performancekunstner arbejder Moe Satt primært med betydningsladet håndtegn og håndbevægelser – bevægelser, der bruges til at kommunikere eller når man arbejder. Hånden som medium for kommunikation mellem mennesker kan udtrykke ting, der ligger hinsides det talte sprog. Hånden kan vise, hvem du er. I sin performance “Wishes of Hands” skaber Satt bannere, der bærer omridset af hænder. På disse bannere skriver han publikums ønsker og bærer derpå rundt på bannerne i Palæhaven, Et ritual afslutter performancen og stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt og hvorfor man overhovedet skal ønske noget. Satt har arbejdet med hænder og gestik i adskillige andre værker, heriblandt fotografierne i serien “Face and Fingers” (2008-09), hvor han opfinder og gennemgår 108 forskellige håndstillinger med titler såsom ‘Gun’ og ‘Wave.’ Han har også skabt videoerne ”Hands around in Yangon” (2012); som handler om håndens arbejde rundt omkring i byen, og “Five Questions to the Society where I Live” (2015); et tyst sprog bestående af håndtegn, som blev skabt og anvendt i forbindelse med en forestående national afstemning. “Jeg bruger forskellige dele af kroppen som udtryksform i mit arbejde. I mine performanceværker har jeg primært arbejdet med betydningsladede og meningsløse håndstillinger og handlinger. Jeg tager udgangspunkt i min egen krop og rummet omkring mig for at udforske og eksperimentere med min krops udholdenhed.”

På museet vil Moe Satt også skabe en lokal Pop-up bar med cocktails, der hver især fortæller noget om den politiske og historiske situation i Myanmar. Her vil cocktailen “Pegu Club” (Gin, Orange Curacao, frisk limesaft, et stænk bitter) blive serveret. Pegu Club var en victoriansk Gentlemen's Club i Rangoon, Burma (det nuværende Yangon, Myanmar), og var blandt de mest berømte klubber i det sydøstlige Asien. Denne cocktail var stedets signaturdrink. Cocktailen “Democrat” (Bourbon Whisky, frisk citronsaft, ferskenlikør, honning) vil også blive serveret. Satt forklarer: “Democrat er egentlig en amerikansk cocktail, men jeg har valgt den i denne sammenhæng, fordi jeg godt kan lide navnet. Jeg valgte netop Democrat, fordi Myanmar er i færd med at bevæge sig fra militærjuntaens styre hen imod at blive en demokratisk nation.”

Moe Satt er initiativtager til performancefestivalen Beyond Pressure Public Art Festival (2008-2014) i Myanmar og blev nomineret til Hugo Boss Asia Art Award 2015. Han har senest bidraget til udstillingen “A Journal of the Plague Year” på Kadist Art Foundation og The Lab, San Francisco, USA, 2015, og kurateret udstillingen "Silent For A While", 10 Chancery Lane Gallery, Hong Kong, 2016.

Mwangi Hutter

X marks the Spot

Fredag d. 1 juli - Roskilde Festival

Mwangi Hutter er en kunstnerduo, bestående af Ingrid Mwangi og Robert Hutter, med en særlig interesse i at undersøge begrebet om et ”selv”, og om hvordan selvet ændrer sig og muterer gennem andre. De er også interesserede i, hvordan man skaber en fælles stemme. Deres performances stiller således spørgsmålstegn ved selvet og det kollektive. I deres performances arbejder de med kroppen, med kollektiv historie og kollektive fortællinger samt med traumer. Til Roskilde Festival har Mwangi Hutter udviklet en ny deltagerorienteret performance kaldet “X marks the Spot”. Her indbydes 200 frivillige deltagere (både festivalgæster og andre) til at stille sig op i et gittermønster og pakke sig ind i enten rødt eller sort stof. Tilsammen vil de derved danne et midlertidigt Dannebrog foran Orange Scene – men med et sort kors i stedet for et hvidt.

Publikum kan se hændelserne udspille sig live, samtidig med at de også kan se optrinnet filmet fra luften på en stor videoskærm. Titlen henviser til det hvide kors i det danske flag og legen med dets symbolik – kunne det hvide kors også være en målskive? Performancen åbner op for de forskellige associationer, der omgærder dette nationalsymbol og nationalismens tilstand i Danmark. Værket afsøger også de forestillinger, der forbindes med henholdsvis ”hvid” og ”sort”.

Duoen har i de senere år deltaget i internationale udstillinger såsom "Heaven, Hell, Purgatory – The Divine Comedy from the Perspective of Contemporary African Artists", Museum für Moderne Kunst, Frankfurt, 2015; "VISIONS. An Atmosphere of Change", Marta Herford Museum, 2013, samt i “Earth Matters: Land as Material and Metaphor in the Arts of Africa”, Smithsonian Institution, National Museum of African Art - NMAfA, Washington DC, 2013.

Nathalie Mba bikoro

When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions

Lørdag d. 25 juni - Gården, Museet for Samtidskunst

I installations-performanceværket “When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions” ligger der en bunke i midten af museets gårdrum. Bunken er opbygget af tøj, som flygtninge har båret på deres flugt, og som efterfølgende er blevet solgt på markeder i Berlin. Taget som en samlet masse afspejler tøjet en større fortælling om migration og nationalitet, såvel som en modstand mod nationalstatens undertrykkende natur, og mod det politiske styre i det land den enkelte person er flygtet fra. Hver enkelt genstand er blevet udvalgt, båret, vasket med rød farve og klippet i form som en drage af kunstneren.

Tøjet flyttes langsomt over tid, og danner dermed en bunke i midten af en koncentrisk lydinstallation skabt af megafoner. Måske kan disse drager flyve, måske kan de ikke, men de står som et dystert monument over migrationens, identitetens og grænsekrydsningens paradigme. Dragen fungerer som et symbol eller et minde, der afføder nye former for opposition og alternative måder at forstå nomadismens ånd på. Afspilningen af stemmer, der er optaget i forskellige lejre i Tyskland under første og anden verdenskrig – menneskelige zoologiske haver og arbejdslejre, hvor der fandt diverse antropologiske og filmiske eksperimenter sted – fungerer her som en alarmklokke, der opfordrer til hurtig handling. Ikke i forhold til fortiden, men til samtiden.

Forud for projektet “Squat Monument” i Berlin i 2015 udførte Bikoro research i samlingen af kolonitidens stemmer hos LautArchiv ved Humboldt Berlin og hos Basler Afrika Biographien. I den forbindelse gjorde hun flere uventede opdagelser: hun fandt stemmer, der tilhørte kvinder fra modstandsbevægelser (normalt blev der kun optaget mandestemmer), stemmer som talte ud fra kolonitidens lejre, fra universiteter, filmkulisser, menneskelige zoologiske haver og tyske bosættelser i Namibia. Disse stemmer høres nu i performance-installationen “When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions”. Efter at have ligget upåagtet hen gennem mange årtier taler de igen om frihed, erindring, modstand og poesi. Stemmerne i megafonerne ændrer sig gradvist i løbet af performancen. Bikoro blander de historiske stemmer og deres budskab om modstand med nutidige optagelser fra markederne i Yaounde. Som kunstneren selv påpeger, definerer og afmærker disse markeder en række territorier af politisk modstand, fællesskab og organisering gennem stemmerne fra de kvinder, der sælger varer dér. De forskellige stemmer beskriver deres varer eller fremfører budskaber om frigørelse, selvstændighed og politisk modstand. Her ser vi migration som modstand, kortlagt via lyd.

Nathalie Bikoro er fra Gabon (1985) og har en PHD i Political philosophy, media arts and development of Africa fra Greenwich University i London. Hun har udstillet ved den 10. Dak’Art Biennale og vundet internationale priser fra Fondation Blachere France og Afrique Soleil, Mali. Bikoro er også performance-kurator hos Savvy Contemporary i Berlin. 

FESTIVALENS BAGGRUND

ACTS er Museet for Samtidskunsts internationale performance festival, som finder sted hvert andet år og har særligt fokus på lyd- og performancekunst heribalndt socialt orienteret kunstpraksisser. 

Festivalen blev grundlagt i 2011 under navnet ACTS - Festival for Performativ Kunst, og udspringer af det foregående års to pilotprojekter Lydfestival og Performancefestival afholdt over to dage som en del af udstillingen Handlinger, der havde til formål at sætte fokus på præsentation og dokumentation af lyd- og performancekunst. 

Under ACTS rykker kunsten ud af de faste udstillingsrum og bruger byens mange muligheder og offentlige rum som scene. Festivalen varierer i størrelse og karakter fra år til år og involverer ofte forskellige gæstekuratorer og samarbejdspartnere.  

Læs mere om ACTS 2014
Læs mere om ACTS 2012
Læs mere om ACTS 2011