Milen - kunst og landskab
Milen er et stort landskab syd for Roskilde Dyrskueplads. De næste 20-25 år skal området udvikles med kunst, nye bevægelsesaktiviteter og en markant landskabsbearbejdning samtidig med, at der graves grus. Målet er at skabe et unikt rekreativt område til hverdagsbrug og samtidig understøtte muligheden for at afholde større events.
Milen skal være et kreativt laboratorium for markante kunstnere fra Danmark og udlandet. I takt med landskabets langsomme forandring over de næste 20-25 år vil der blive tilføjet ét kunstværk om året til Milen. Værkerne skal give Milens brugere en oplevelse af sammenhængen mellem natur og kunst, foranderlighed og forgængelighed.
Museet for Samtidskunst samarbejder med Roskilde Kommune ved bedømmelse, udvælgelse og opfølgningen på en række kunstværker, der skal opføres i området. Museet for Samtidskunst vil således have en vigtig funktion som et kvalitetsbindeled mellem kunstaktiviteter og kommunen, og dette gælder ikke mindst i formidlingen af kunst til offentligheden.
Milens natur vil give borgerne en helt anden oplevelsesmæssig dimension af kunsten, end noget museum kan mønstre. Det er væsentligt, at kunsten findes og trives, nydes og bruges, uden for museernes rammer. Med tiden vil kunstværkerne ikke bare blive integreret i landskabet, men også i brugernes bevidsthed.
Birgitte Kirkhoff Eriksen, direktør for Museet for Samtidskunst
Milen skal være et kreativt laboratorium for markante kunstnere fra Danmark og udlandet. I takt med landskabets langsomme forandring over de næste 20-25 år vil vi tilføje ét kunstværk om året til Milen. Værker, der skal give Milens brugere en oplevelse af sammenhængen mellem natur og kunst, foranderlighed og forgængelighed.
Milen vil skrive sig ind i et stort internationalt netværk af kunstparker. De væsentligste inspirationskilder er Museum Insel Hombroich, der ligger i et naturbeskyttelsesområde ved Düsseldorf, og Giuliano Goris Park, der er en del af et haveanlæg i Italien. En anden vigtig park er Storm King Art Centre nord for New York, som har eksisteret i 50 år og udstiller værker i et noget mere uberørt landskab med marker, bakker og skove.
Milens særpræg i forhold til disse er først og fremmest den rå og industrialiserede natur. Milen får derfor snarere karakter af et kunstlandskab – et landskab med en samling kunst af internationalt format – hvor kunsten og landskabets historie kaster lys over hinanden.
Naturen skal afspejle sig i værkernes udtryk og i deres tilpasning til landskabet. Men selvom naturen er rå og upoleret, bliver den også brugt rekreativt, både i hverdagen og til store events. Derfor skal kunsten i Milen kunne fungere i mange forskellige sammenhænge.
Land art er ideelt til Milen. Det er en kunstform, der indgår i landskabet – griber ind i det og bruger det som materiale. Den er som kæmpemæssige spor, der ændrer, omorganiserer og omfortolker det landskab, vi bevæger os rundt i. Milens værker skal ligge med stor afstand imellem hinanden og vil lokke folk til at gå på opdagelse i Milens store landskab.
Der er en tæt sammenhæng mellem et land art-værk og den natur, der omgiver det. Værk og landskab hænger uløseligt sammen, og derfor indgår værket også i naturens cyklus. Med tiden bliver værkerne og det omkringliggende landskab omformet og påvirket af vejr og vind. Det er en essentiel del af land art, og derfor er det en kunstform, som får os til at forholde os til vores omgivelser, naturen og tiden, der går.
Land art er oprindelig en amerikansk kunstform, der opstod i 1960’ernes USA som et oprør mod den etablerede kunstscene. Kunsten skulle befries fra museer, gallerier og økonomiske interesser og i stedet ud i naturen og den ”virkelige” verden. Fra at tænke kunst som malerier eller skulpturer, begyndte man at se kunst som kæmpemæssige, monumentale spor, ændringer og omorganiseringer i landskabet.
Klassiske land art-kunstnere som Michael Heizer trak enorme gravemaskinespor i Nevadas ørkenlandskab, Robert Smithson læssede mange tons sten ud i Utahs Great Salt Lake og skabte en lang spiral ud i vandet, Dennis Oppenheim gravede geometriske figurer ud i store snelandskaber og Nancy Holt støbte kæmpestore betonrør i Utahs ørken, som fanger solens stråler på bestemte tidspunkter af dagen. I England har kunstnere som Richard Long vandret gennem landskabet og markeret ruten med sten, og Andy Goldsworthy har arbejdet med is, blade og kviste, som han samler til geometriske former.
Milens særpræg i forhold til disse er først og fremmest den rå og industrialiserede natur. Milen får derfor snarere karakter af et kunstlandskab – et landskab med en samling kunst af internationalt format – hvor kunsten og landskabets historie kaster lys over hinanden.
Naturen skal afspejle sig i værkernes udtryk og i deres tilpasning til landskabet. Men selvom naturen er rå og upoleret, bliver den også brugt rekreativt, både i hverdagen og til store events. Derfor skal kunsten i Milen kunne fungere i mange forskellige sammenhænge.
I Europa har vi ikke samme enorme, øde landskaber som i USA, og det kan være en grund til, at europæiske land art-værker i højere grad involverer mennesker og menneskers adfærd end de amerikanske.
Det samme er tilfældet med land art-værkerne i Milen. Her vil menneskers brug af området ændre landskabet over relativt kort tid, og værkerne vil stå tilbage som erindringer om landskabets tidligere tilstand.
Tine Seligman, Museet for Samtidskunst
Det er billedhugger Morten Stræde, der i samarbejde med professor og kreativ direktør i SLA arkitekter, Stig L Andersson, og Roskilde Kommune har udarbejdet kunstdelen af strategien for omdannelsen af Milen. Og det bliver Morten Stræde, der føjer de første værker til Milen: Floating World og Lost World for at slå tonen an over for de efterfølgende værker.
Morten Stræde er professor, billedhugger og en af Danmarks mest erfarne og prisbelønnede kunstnere i feltet mellem traditionel kunst og landskabsarkitektur/byudvikling. I de sidste 15 år har han sideløbende med udstillinger i gallerier og på museer arbejdet med landskabelige, byrumsmæssige, arkitektoniske, kulturhistoriske og kunstneriske komponenter.
Morten Stræde har tegnet og ydet kunstnerisk rådgivning på talrige arkitekturprojekter, blandt andet åbningen af Vejle Å gennem Vejle midtby, Kvæsthusbroen i København og den nye udformning af Israels Plads i København, som indviedes i 2014.
Morten Stræde har modtaget talrige priser for sit landskabelige og kunstneriske virke, blandt andet Thorvaldsen Medaljen, Eckersberg medaljen, den italienske Constantino Nivola Pris og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Læs mere om Morten Stræde her.
Det første land art værk på Milen bliver billedkunstner Morten Strædes Floating World.
Floating World bliver etableret i et område, som kaldes Himmelsøen. Det er en tidligere grusgrav, som er på vej til at blive omdannet til et landskabsrum med aktiviteter på søen, badestrand, vandre- og ridestier, græsningsfolde og ny spændende natur.
Floating World får et helt enkelt udtryk, der fortæller om landskabets form: en 40 meter lang optegning i beton af højdekurverne i terrænet. Den bliver etableret på en vestvendt skråning med udsigt over søen. Det er en placering, der vil tiltrække mange mennesker og gøre værket til et udflugtsmål i sig selv.
Med årene vil Floating World blive omgivet af mere beplantning. Vejrliget og publikums brug vil slide terrænet, betonen vil revne og vaskes lys af regn, så skulpturen til sidst får en ruinagtig karakter. Men kunstværket vil bestå som et minde om den landskabsform, hvor Floating World blev skabt.
Floating Worlds placering på et højdepunkt viser, at selv det menneskeskabte landskab kan rumme den store fortælling om tidens gang og det store landskab. I den danske guldalder elskede man det særlige udsigtspunkt. Det skulle gerne ligge højt, og have et dramatisk udsyn til en vild natur. Steder som Møns Klint og Himmelbjerget var i 1800-tallet udflugtsmål, som skulle give det vide udsyn og vise naturens storhed. Med sin placering på et særlig ”romantisk” sted i Milen, hilser Floating World på guldalderens landskabssyn – denne gang i en moderne udgave.
Billedhugger Morten Stræde
Milens andet land art værk, Water World, er lige som det første skabt af billedhugger og professor Morten Stræde.
Værket består af fire fortællende betonelementer, der sammen opsamler, styrer og viser overfladevandets bevægelse fra et højdedrag til et vandhul.
Water World er placeret i Milens Landskab syd for Roskilde Dyrskueplads, ned mod et vandhul og tæt på det område, hvor Roskilde Festival hvert år opstiller Dream City og har campingområde.
Waterworld
Vand løber nedad, det ved enhver.
Vand er en meget voldsom kraft. Det ved alle, der har haft vandskade i sit hjem, eller har set nyhedsmediernes film med flydende biler på danske motorveje. Global opvarmning og nye regnmønstre har gjort vand til en stor og ofte destruktiv kraft. Vand kan flytte enorme mængder sten, grus og ler. Det er tydeligt for den, der står ved et å-løb og ser vandet grave i brinkerne, eller som turist ser ud over Grand Canyons enorme erosionslandskab.
Et landskab ændres radikalt, når vandstanden stiger bare en halv meter, eller når vandet sliber sig ned i terrænet som en lille udgave af Grand Canyon. Der er ikke tvivl om, at det er kraftfulde billeder i al deres fascinerende destruktion.
Landskabsskulpturprojektet "Waterworld" tager afsæt i de nævnte billeder på vandets kræfter. Der er tale om et skulpturværk som består af 4 store betonelementer. De fire elementer ligger spredt over en græsflade, som skråner ned mod vandhullet i den del af Milen, der hedder "Dream City". De er alle udført i beton. De fortæller en næsten geologisk historie om området. Milen er en gammel grusgrav, og grus tilsat cement giver beton.
Men der er et femte element i skulpturværket, som spiller en meget fremtrædende rolle. Det er vandet. Terrænet omkring "Dream City" er dækket af et jordlag, som ikke kan opsuge regnvand. Når det regner, siler vandet gennem græsset over hele fladen ned mod vandhullet. Hele terrænet bliver vådt og sumpet. I stedet for at lade vandet løbe gennem græsset ned mod søen, bliver det styret og brugt som et skulpturelt element. Ved at regulere terrænet samles vandet og styres ned over skråningen i et defineret forløb.
Nord for vejen ledes regnvandet ned mod det første skulpturelle element. Det siver gennem skulpturen ud på skråningen syd for vejen. På sin vej ned mod vandhullet opfanges vandet af de skulpturelle elementer, som både ændrer vandets løb og renser det i de stenfaskiner, der er anlagt omkring skulpturelementerne. Det ender i vandhullet hvor det sidste skulpturelement ligger, let kæntret og omgivet af det vand som er skulpturprojektets hovedaktør.
Når området ligger tørt hen i perioder uden nedbør, fungerer betonelementerne som land-art skulpturer.
Morten Stræde
