SOMMER - en udstilling af Søren Aagaard
Selvplukket ramsløg, invasive østers og en apokalyptisk foodtruck. Kunstner og kok Søren Aagaard går i kødet på tidens madkultur med en ny udstilling på Museet for Samtidskunst.
Foto: Frida Gregersen
Den danske kunstner Søren Aagaard (f. 1980), der også er uddannet kok, har gennem en årrække arbejdet med mad som sit emne og materiale. I særudstillingen SOMMER, viser Aagaard både videoværker og en række nye installationer og skulpturer – og inviterer til en serie af madkurser.
Se udstillingskatalog her
KUNST, MAD OG SAMFUND
Mad og drikke har altid inspireret kunsten - fra hollandske stilleben til Warhols Campbell’s Soup. Den måde, vi viser mad i kunsten, fortæller om det samfund vi lever i. Søren Aagaards værker går i kødet på dilemmaer og fortællinger, som vores madkultur rummer i dag. Han bringer diskussioner om klima, autenticitet og produktionsformer ind i et kunstrum, hvor man kan få øje på de drømme, håb, magtrelationer og stereotyper som vores mad afspejler.
OM UDSTILLINGEN
Titlen SOMMER vækker varme tanker om ferie, sol og en frodig natur. Men i sommeren 2018 så vi en anden side af det varme vejr; gule græsplæner, dårlig høst og bange anelser om klimaforandringer. Det er denne dobbelthed, der slår tonen an for udstillingen.
Udstillingens centrale installation er både et værk og et fungerende undervisningskøkken. Køkkenet består af borde, reoler, håndvask og hvide tallerkener - alt inventar er designet og bygget af Aagaard selv. Derudover er der en række værker, der består af lokale råvarer som fx radisser og ramsløg. I et andet rum vises videoværker. Her kan publikum blandt andet se interview med madblogger Mary Scherpe, hvor hun udtaler sig om, hvordan ideen om den lokale autentiske smag, som fx Det Nye Nordiske Køkken, hurtigt kan blive kuppet af en højreorienteret, nationalistisk dagsorden.
Søren Aagaard fortæller om værket Hawwāh.
EN BID AF ÆBLET
Værket Hawwāh forestiller en apokalyptisk foodtruck, som står tilbage efter at jorden er blevet oversvømmet pga. klimaforandringer. Hawwāh er det hebraiske navn for Eva, som i syndefaldsmyten lod sig friste og spiste af det forbudte æble.
Foto: Frida Gregersen
Foodtrucks er blevet vældigt populære. De små vogne, med mad fra hele verden, tilfredsstiller vores lyst efter eksotisk mad og autentiske smage. Sådanne forbrugsvaner afspejler vor tids udfordringer i forhold til den omstilling, som vi ved er nødvendig. På den ene side vil vi gerne gøre noget godt for klimaet, men vi vil også opleve fjerne egne og spise det bedste af det bedste.
MADLAVNINGSKURSER
I løbet af udstillingsperioden inviterer Aagaard til tre madlavningskurser i installationen, hvor han sammen med forskellige gæster taler om det lokale og det autentiske, om æstetik og ekstravagance og om forråd og fremtid – imens de tilmeldte kursister kan lære fx at sylte tang og fermentere årstidens grønt.
Kurserne finder du herunder. Det koster 150 kr. og inkluderer adgang til museet og smagsprøver. Billetterne er sat til salg via billetto.
ARRANGEMENTER
Lokalt og autentisk
Æstestik og ekstravagance
Forråd og fremtid
Læs mere
Artikel på Heartbeats om Søren Aagaard
Kunst og mad på Statens Museum for Kunst
Artikel på ATLAS om kunstprojekt af Søren Aagaard
Om Søren Aagaard
Søren Aagaard (DK 1980) er uddannet kok og kunstner og arbejder med video, skulptur, performance og installation. Særligt mad og måltidet som tidslig og performativ begivenhed har været en vigtig del af Aagaards praksis de seneste år.
Med udgangspunkt i specifikke råvarer, steders kulturelle, sociologiske og kulinariske historie, behandler Søren Aagaard tidstypiske fænomener som fx klimaforandringer og kunst- og kokkeverdenens nostalgi og genidyrkelse.
Aagaard tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013 og har desuden studeret ved Konsthögskolan i Malmö. Han har udstillet både i Danmark og udlandet, og deltaget på flere internationale filmfestivaler.