Et rystende tweet

Indlæg skrevet af Peter Voss-Knude i forbindelse med genåbningen af min udstilling på Museet for Samtidskunst d. 30. maj 2020.

​I søndags sad jeg i en have for at indtale en podcast i forbindelsen med genåbningen af min udstilling, The Anti-Terror Album, der undersøger nye veje for bekæmpelse af terrorens væsen. Jeg er selv vokset op et stenkast fra den villa vi sad i, men fik en knude i maven da jeg gik forbi mit barndomshjem, som mest af alt står klart i min hukommelse som en hundeluftningsplads, hvor jeg engang fløj af vippen fordi jeg ikke vejede nok og ikke var stærk nok til at holde ordentligt fast. Hurtigt glemte jeg knuden, da Charlie løb mig i møde med en glæde der ikke var til at tage fejl af og overvældet af det kærlige møde, trodsede jeg intimitetsforbuddet. Vi hilste på hinanden krammende, legende - ansigt til ansigt - slikkende! Nå ja, Charlie er en hund.

Inden vi gik igang med at optage, prøvede vi at lave en dagsorden - at holde samtalen til udstillingens udsagn om frygten som politisk værktøj, om konsensusskabende narrativer, om disproportionaliteten af fremstillingen af fjender. Om gradbøjninger af sikkerhedsrisici, om ordet ‘alvorlig’, om infodemier og journalisters headlines, om hvid blindhed og om at bære hele verdens byrder. Om at kollapse i apati, at finde sit ansvar. Om det at leve udskammet, terroriseret af et patriarkat, om popmusikkens dyre sødme, om sikkerhedspolitiske dagsordeners pris, om at væbne sig med irrationalitet, om kærlighedsbudskabet i min rosa kvarts terrorbarrikade, om samfundssind, om afstand og intimitet.

Et minut inden vi gik igang, begyndte Charlie at hyle og lignede en filmplakat, og jeg så det som en anledning til at bryde ud af knuden der klemte om min stemme og udbrød “jeg synes det er helt vildt ubehageligt at skulle sige noget som helst klogt om corona, jeg har ingen faglighed herom” - ansigtsmuskulaturen løsnede sig i mit og mine samtalepartneres ansigt. “Der er 2,6 milliarder mennesker på sociale medier, der har en mening om de valg der er blevet truffet og en global hær af opmærksomheds-økonomiske interessede journalister, der skriver overskrifter for at prøve at forstå situationen. Vi ved ingenting, verden er lukket ned og vi er alle i følelsesmæssig chok over at se hvor hurtigt, vi kan opgive helt fundamentale præmisser for vores demokrati. Vi ved ikke engang, hvor virusen angriber vores krop, er det nu milten der er under angreb? Det vi mangler, er lige præcis det som KRISØV17 blev sat i verden for at udfylde - vi mangler en fælles forståelse af, hvad der har foregået og stadig foregår. Vi mangler det konsensusskabende narrativ, som Beredskabesstyrrelsen kommisionerede en krimiforfatter til at skrive. For 30.000 kr fik de 62 siders fælles forståelse i PDF format”.

Jeg husker en række samtaler jeg havde med en sej krisepsykolog i Forsvaret, jeg mødtes med for at skrive en tekst om traumeprocessering, som jeg endte med at kalde ‘Defusing before night falls’. Argumentet var, at for ikke at udvikle PTSD efter en alvorlig hændelse, er det essentielt at samle de soldater, der har været involveret for at alle får mulighed for at beskrive, hvordan de oplevede, hvad der skete. Det er vigtigt, at dette sker umiddelbart efter hændelsen, inden de falder i søvn, da det tyder på at modsatrettede oplevelser vil skabe en indre konflikt i den erfarede krop og igennem søvnens mekanismer, vil denne konflikt rodfæste sig som et af de ar der kan forvride et sind. Det rørte mig dybt, at muligheden for at kunne bearbejde voldsomme hændelser er afhængig af, at der bliver skabt en form for fælles konsensus om, hvad der fandt sted. Hvor var gruppen da bomben sprængte, hvem løb hvorhen, hvor kom skuddene fra - hvor stod jeg? Det kollektive udsagn, der skabes i denne process, giver både individet mulighed for at blive hørt og bliver på samme tid en slags fælles narrativ. Den virkelighed der rodfæstes, er et valg.

Da det ikke syntes muligt at definere et forløb for det vi gennemlever nu, mangler vi dette klarhedens privilegie. Men når jeg sidder og skriver disse tanker, slår det mig også at det er det de 2,6 milliarder online stemmer forsøger - at forenes. Det synes åbentlyst at kampen om det narrativ vil udfolde sig på mange måder og udnævnte fjendebilleder vil stå i kø for at forklare virkeligheden. Klarhed - hvilken enighed kan vi hæfte os ved? Mit eneste og dybt uoriginale bud er ikke bagklogt forklarende men fremadrettet. Jeg tror, at argumenterne imod ressourcestærke stater, rige sundhedssystemer og sikrede forhold for lønarbejderen i infrastruktur, vil blive offer for den kritik jeg møder oftest i mit arbejde: at være naiv.
 

Min ven sendte mig netop et tweet af Jacinda Ardern, den New Zealandske statsminister, der under et live interview bliver afbrudt af et jordskælv der bogstavligt får tweetet til at ryste. “We’re just having a bit of an earthquake here, Ryan”, afbryder hun sig selv mens hun lidt nysgerrigt, undersøgende kigger rundt. Hun hæver hånden i et slags vink, som for at stabilisere mit blik mod hendes håndflade: “If you see things moving behind me, the Beehive moves a little more than most”. Hvepseboet hun refererer til, er hendes parliaments bygning. Måske lidt overvældet af hvor sjov en joke det egentligt er, griner hun lidt, kigger rundt igen og siger: Yep, it just stopped. We’re fine Ryan, I’m not under any hanging lights, I look like I’m in a structurally sound place."

Jacinda (i hendes valgkampagne bliver hun altid omtalt ved fornavn), spillede en afgørende rolle for min sangskrivnings hvor jeg forsøgte at tilnærme mig en klarhed over verdens håndtering af terrorisme. Hendes håndtering af terrorangrebet i Christchurch gik verden rundt, da hun i en blanding af empati og lederskab, både valgte at sørge med de pårørende ved at bære et mørkt slør og ved efterfølgende at investere massivt i psykisk sundhed, børne fattigdom og husvold. I Davos, da hun præsenterede den radikale strategi om ikke længere kun måle sit lands velstand i BNP men også på velfærd i The Well Being Budget, fortalte hun i den forbindelse, at hun ser alle de kriser, som vi undergår globalt, som proxy konflikter for een større konflikt - økonomisk ulighed. På et billede af hende, der omfavner en kvinde ved Kilbernie moskeen i Wellington blev projiceret op på en 829 meter høj skyskraber i Dubai med det arabiske ord ’Salam’ og den engelske oversættelse ‘peace’, fulgte en tak til både statsministeren og hendes lands folk fra vice præsidenten fra De Forenede Arabiske Emirater, Sheik Mohammad. Hans udmelding må tælle som et af de bedste bud på en forsonende, anti-terroriserende begivenhed jeg kender til:

"@jacindaardern and New Zealand for your sincere empathy and support that has won the respect of 1.5 billion Muslims after the terrorist attack that shook the Muslim community around the world. pic.twitter.com/9LDvH0ybhD"

Hvis terror udvikler sig med sprogets hast, gør anti-terrorisme også. Ved lukkelsen af New Zealand under covid-19 anviste hun befolkningen til at betragte den forestående isolation, ikke som et destilleret fængsel, men som en mulighed for at tilbringe tid sammen med sine nærmeste - hendes cute, retoriske konstruktion var at kalde dette for ‘your bubble’. Seriøsiteten bag denne mildhed der nemt kunne grines af som et patetisk udsagn fra en statsminister, viste hun den 15. april 2020 ved - som den eneste leder i verden - at hende, hendes ministre og offentligt ansatte chefer ville gå 20% ned i løn i seks måneder i solidaritet med befolkningen. “If there was ever a time to close the gap between groups of people across New Zealand in different positions, it is now“.

I podcasten stillede Museet for Samtidskunsts museumsinspektør Magnus Kaslov mig spørgsmålet om hvad sangene på mit album mon handler om nu, i lyset af den fase vi alle sammen gennemlever. På pladen lod jeg min vrede løbe afsted med mig på sangen ‘Who is Your Criminal’ ved råbende at afslutte med ordene ‘Who is your criminal // you are voting for a fucking reoffender!’. 

Vredesudbruddet var rettet mod den tidligere integrationsministers formodede lovbrud alt imens hun blev valgt ind som næstformand for partiet Venstre trods anklagerne. Udbruddet og anklagen var voldsom og krævede derfor at blive efterfulgt af en desperat hyldest, båret af den aller yderste kant af min stemmes register i Jacdina: A tribute to the New Zealand Prime Minister’

Den 19 september 2020 er der valg i New Zealand og ja, tro det eller ej, Jacinda valgte også at sætte sin valgkampagne på pause under Covid-19. De kampagnefrivillige blev istedet sat som en slags telefon-hær ‘to check-in on the welfare of the people in our communities’. Nyhedsbrevet jeg netop modtog fra deres parti Labour, beskriver hvordan valgkampen er ved at blive søsat igen og naturligvis har brug for al den hjælp de kan få.

Sangene har ikke ændret sig, men hylder fortsat et menneske, en bevægelse og en mentalitet der er i fuld gang med at vise verdenssamfundet nye sproglige horisonter. Hvis jeg er fortvivlet, er det godt at intet vælter dette kærlighedsfulde menneske af twitter. Derfor har jeg valgt at donere et beskedens beløb til hendes kampagne, som jeg har tjent som pakke postbud under landets nedlukning - I found an excuse to keep knocking on your door.

(The Anti-Terror Album støttes af EU-projektet 4cs From conflict to conviviality throught creativity and culture, og derfor er der gratis entré. Peter Voss-Knude anbefaler gæster på museet at donere 50 kr. for entré til et godt formål, som du selv bestemmer. red.)