I vinterferien afholdt Museet for Samtidskunst en workshop over to dage, målrettet børn og deres familier. På workshoppen kunne børn lave drømmefangere, som er et helligt, magisk objekt, der stammer fra de oprindelige folk i Amerika. Den vestlige verden har siden taget den til sig, særligt for dens egenskaber: den siges at fange onde drømme som en edderkop i sit spind og lade de gode drømme slippe igennem til barnet. I dag støder man ofte på den i alt fra spirituelle miljøer og helsekostbutikker til afbildninger på tøj og som ørenringe. I SFOer landet over er den et yndet objekt at lave for børnene.

Til de to workshops kom der flere mennesker end til nogen anden børneworkshop i +5 år, jeg har været direktør på museet. Det vidner om, at drømmefangeren som symbol og genstand er blevet mainstream, og derfor også spiller en rolle i vores kultur. Den er – med andre ord – blevet indoptaget i vores kultur. Det er der jo rigtigt meget ’udefra’, som er. Tænk blot på den nylige disput om SAS-reklamen. Juletræet, rugbrødet og tonsvis af andre ting, ord, skikke. Listen er lang.

Intentionen med workshoppen var at igangsætte samtaler om frygt og håndtering af den, og der opstod også fine ordvekslinger mellem vores formidlere og de små deltagere. Vi koncentrerede os således om drømmefangerens egenskaber, men italesatte ikke dens historiske betydning og kulturelle ophav eller de dybt problematiske forhold, som det oprindelige folk i Amerika lever under i dag. Det kunne vi dog nemt have gjort, men tænkte ikke over det.

 

På vores instagram-profil fik vi prompte skarp kritik for drømmefangerworkshoppen af en yngre kunstner og musiker, som vi tidligere har lavet flere projekter med. Kritikken rettes mod, at vi, som institution, burde vide bedre. Burde være bevidste nok til ikke at praktisere kulturel appropriation; dvs. anvende en anden kulturs hellige symbol til vores eget formål, børneworkshoppen. Kulturel appropriation er én dominerende kulturs anvendelse og tilegnelse af en anden kulturs skikke, praksisser og ideer, hvilket er en form for tyveri og kan være racistisk funderet. Kulturel appropriation er kulturimperialisme om igen, blot i ny form.

Det har aldrig været i orden, at en dominerende kultur (fx den vestlige) har følt og stadig føler sig berettiget til at vælge og vrage blandt minoriteters værdifulde genstande eller udtryk for ubevidst og ignorant at bruge dem i eget ærinde, løsrevet fra deres oprindelige betydning. Det er ikke bare usmageligt, det er også en gentagelse af en betændt historie. Der er ingen tvivl om, at den oprindelige amerikanske kultur har lidt og stadig lider under vestens overgreb. Beskyldningen om, at jeg, at vi, gentog dette massive overgreb ved vores workshop føltes meget rystende, da jeg personligt nærer en meget stor respekt for denne kultur og snarere opfattede drømmefanger-workshoppen som en hyldest til den. Tanken om, at dette kan forstås på anden vis, er bedrøvelig og meget tankevækkende.

Sandsynligvis drømmer vores kritiker og jeg om det samme: en verden, der er bevidst om sine fejltagelser og agerer derefter. En verden, der er socialt retfærdig, hvor alle mennesker anerkender deres egen og andres værdi, og hvor der er respekt, tolerance og empati for andre. De værdier er under pres. Verden er dybt polariseret. Jeg synes, at der er behov for at skabe plads til mere af det, jeg ønsker i verden: mere dialog, flere fællesskaber, mere åbenhed. Jeg synes, at det er vores opgave som museum.

Vores kritiker meldte os til Instagram-profilen ”Krænkelseskulturelle memes”, som siden dette skete, selv er blevet kritiseret for at kritisere Mette Helena Rasmussen for hendes udklædning som muslimsk kvinde til fastelavn. Det viste sig, at muslimske kvinder ikke havde et problem med udklædningen, men at det var de etnisk danske følgere af instagram-profilen, der fandt hendes udklædning racistisk betonet. Instagram-profilen blev således kritiseret for at forværre muslimske kvinders sag ved at tage det på sig at tale på deres vegne, da de ville kunne opfattes som ’sarte’ eller lignende. Hun har derfor undskyldt for metoden.

Jeg synes, at man generelt skal være varsom med sine ord og sine reaktioner, da der ikke er brug for mere polarisering og affekt, men snarere mere dialog og omtanke. Vi skal også passe på ikke at etablere blot nye magtpositioner, hvor vi gør os til dommere over andres gøren og laden, skammer andre på plads, eller gør os kloge på andres bekostning. Vi er alle sovset ind i historien, og som etniske danskere fra middelklassen er vi i udgangspunktet overordentlig privilegerede.

Jeg har været længe om at besvare kritikken, da jeg - før miseren med den udklædte tv-vært - tog kontakt til NGO’en IWGIA: ”en global menneskerettighedsorganisation, der arbejder for at fremme, beskytte og forsvare oprindelige folks rettigheder.” IWGIA satte mig hurtigt i forbindelse med direktøren for ”Arts and Culture of First Nations, Inuit and Metis Peoples Program” i Canadas kunststyrelse. Jeg tog kontakt, for netop ikke at ryge i den faldgruppe, hvor to parter diskuterer henover hovedet på tredje part, som igen ikke høres. Min kontakt er imidlertid ude at rejse, og hans svar lader derfor vente på sig. Mit svar kommer derfor desværre uden hans perspektiv, men jeg fortsætter dialogen med ham, når han er tilbage.

 

Vi blev opfordret af vores kritiker til at tage billeder fra workshoppen ned. Jeg synes imidlertid, at denne diskussion er væsentlig for museets historie og offentlighedens indsigt. Som museum bevarer vi for eftertiden – og vi visker ikke noget bort, hvis det viser sig at være problematisk. Censur er en overordentlig farlig vej at gå, og det er ikke et samfund, som jeg ønsker at leve i.

Når man ønsker at skabe forandring i samfundet og nedbryde gamle magtstrukturer, hvad enten de er kønslige, racemæssige, økonomiske eller andet, kræver det nogle voldsomme skvulp og masser af forsøg. Hvoraf nogle vil fejle, for ingen kender den rette vej. De skvulp er nødvendige, de kan være hårde, de kan være klodsede, overdrevne og ude af proportioner. Dét at etablere selvindsigt og bevidsthed om egen rolle og udsigelsesposition, historie og privilegier er en øvelse; en muskel, der skal trænes. Forandringer tager tid. Hvad der optager universiteterne, kunstakademierne og de identitetspolitiske bannerførere, af nogle kaldt ”de krænkelsesparate”, optager ikke nødvendigvis den brede befolkning. Endnu. Men alle forandringer starter et sted. Når de starter, er det voldsomt, for at forandringen mærkes.

Som kulturel aktør skal man have blik for diskussionerne og positionerne på den scene, man agerer med og repræsenterer. Man skal forstå, at verden, heldigvis, forandrer sig. Man skal ligeledes være bevidst om, at disse diskussioner lige nu også har nogle heftige sideeffekter, bl.a. i form af at nogle, især yngre kunstnere, er hunderædde for at sige og gøre noget forkert for tiden. Det ikke bare ærgrer mig; det er kontraproduktivt for kunstens væsen, den frie (så fri som den nu kan være) tanke, fantasien og nysgerrigheden. Det skaber censur og selvcensur. Det er ukollegialt og usolidarisk. Men på den anden side er også det usolidarisk at appropriere/stjæle andres historier og kultur til sit eget kunstprojekt. Eller til sin egen børneworkshop. Det er en kompleks situation og en konstant proces, hvor vi alle skal blive klogere.

På museumsområdet diskuteres netop nu i det internationale museumsforum ICOM, at selve definitionen på et museum måske skal ændres fra at være en caretaker af kunsten for bl.a. publikums nydelse og dannelse:

- til en aktør, der tager et etisk ansvar:

Museums are democratising, inclusive and polyphonic spaces for critical dialogue about the pasts and the futures. Acknowledging and addressing the conflicts and challenges of the present, they hold artefacts and specimens in trust for society, safeguard diverse memories for future generations and guarantee equal rights and equal access to heritage for all people. Museums are not for profit. They are participatory and transparent, and work in active partnership with and for diverse communities to collect, preserve, research, interpret, exhibit, and enhance understandings of the world, aiming to contribute to human dignity and social justice, global equality and planetary wellbeing.

 

Det vidner om, at hele debatten om og nedbrydningen af de gamle magtstrukturer også omkalfatrer hele museumsområdet. Jeg er inviteret til at tale på SMK til et kommende museumsmøde under titlen ”Museet som samfundsaktør.” Jeg vil bl.a. fortælle om denne pågældende sag, da det principielle i den vedkommer alle kulturelle aktører samt lufte et forslag om, at problematikken bliver omdrejningspunktet for næste års møde.

 

Det kræver nemlig en særlig fint tunet opmærksomhed at gebærde sig i en globaliseret og digitaliseret verden. Man skal træde varsomt, som vores eksempel med drømmefangeren viser. På Museet for Samtidskunst har vi længe søsat mange projekter og udstillinger, der arbejder med problematiske forhold i vores fortid og nutid; ikke mindst den nuværende udstilling med Peter Voss-Knude. Følger man den kulturelle appropriations kritiske logik, så har vi fejlet mange gange og kommer måske til det igen. Det stiller en masse spørgsmål til, hvad der er i orden og etisk ansvarligt, samtidig med at vi forhåbentlig alle bevarer en åbenhed og fantasifuld nysgerrighed. Hvis ikke, risikerer vi at agere ud fra adskillende, nationale og iltfattige kategorier, hvor man som fx etnisk dansk billedkunstner, forfatter og musiker kun kan arbejde fra eget ståsted, herkomst og måske endog køn.

Jeg mener ikke, at det er vejen til stærkere forbindelser og forståelse mellem mennesker i verden, ej heller til en blomstrende kunstscene. Hovedsagen må være, at det handler om at give stemme til dem, der ikke høres; se og anerkende de usynlige og domineredes egne historier. Betragte sig selv udefra med andre briller, selv om det kan være svært. Jeg er overbevist om, at den bevægelse, der er i gang, gør os historisk opmærksomme på det, og måske har vi lige nu aldrig været bedre, men der er stadig utrolig lang vej.