[WEAK] FORCE - Lea Porsager
Lea Porsagers soloudstilling [WEAK] FORCE er en promiskuøs leg mellem det spirituelle og kvantefysikken. Udstillingen går til kvantefysikken gennem tantrisk praksis og kundalini-teknologi. Porsagers idiosynkratiske metode er gennemgående for værkerne, der er ladet med energier, perversioner, mantraer og spekulationer.
Visning af HORNY VACUUM på Bloom 2019. (Foto: Malthe Folke Iversen)
[WEAK] FORCE samler de neutrino-inspirerede værker HORNY VACUUM, CØSMIC STRIKE, DIRTY GHOST OF E og FAINT FANTASY. Værkerne består af 3D-animationer med lyd, samt forskellige skulpturelle og tekstuelle elementer.
Værket HORNY VACUUM blev tidigere på året vist på Bloom Festival. Læs mere her. (Foto: Dennis Morton)
Lea Porsager var i 2018 på et residency program på CERN – Den Europæiske Organisation for Højenergifysik. Ud af dette møde springer udstillingen [WEAK] FORCE, der er inspireret af neutrinoen. Neutrinoen er den mystiske elementarpartikel, også kaldet ”Spøgelsespartiklen”, som fysiker Wolfgang Pauli udtænkte eksistensen af i 1930. Neutrinoernes masse er 100.000 gange mindre end elektronernes og kroppen penetreres konstant af disse små partikler, som kommer fra det ydre rum.
Neutrino-horn (Kilde: CERN)
Både CØSMIC STRIKE og HORNY VACUUM er udstyret med såkaldte neutrinohorn. På CERN bliver neutrinohorn brugt til at fokusere et neutrinoflow til en stråle. På den måde bliver det muligt at studere disse flygtige partikler. I udstillingen materialiserer hornene sig som beholdere for Porsagers spekulationer.
3D-still fra HORNY VACUUM, Lea Porsager (2019)
I 3D-animationerne svæver kameraet som en usynlig neutrinopartikel gennem virtuelle horn. Filmene opleves gennem 3D-anaglyfbriller, tilføjet et tredje øje. 3D-animationen HORNY VACUUM er ledsaget af pulserende lyd af gong, tre teleskopiske neutrino-horn, to røde oppustede ’öko-tech tube walls’, samt en 'baculum' (en hvalrospenisknogle), der omdannet til en 'kangling' (et spirituelt knoglehorn).
3D-still fra CØSMIC STRIKE, Lea Porsager (2018)
FORSØG OG FORDYBELSE FOR FAMILIER
I forlængelse af Lea Porsagers univers med neutrinoer og spiritualitet, kan børn og barnlige sjæle skabe sine egne mandalaer, udforske museet med en geigertæller og prøve neutrinoernes rejse gennem horn på egen krop.
Og så kan man hilse på Bamse i en gammel tv-skærm - hvis han ikke forsvinder ind igennem væggen.
STØTTE
Udstillingen støttes af Det Obelske Familiefond og Becket-Fonden. Værket HORNY VACUUM er doneret til museets samling af Ny Carlsbergfondet og har været repræsenteret på BLOOM festival 2019.
Roskilde Festival og BLOOM er begge samarbejdspartnere på udstillingen.
LP’en er støttet af Augustinus Fonden.
CØSMIC STRIKE er skabt som en del af Collide International Award, Arts at CERN and FACT, and coproduced by ScANNER. Supported by Danish Arts Foundation.
Lea Porsager, foto: Sara Calbiati
Lea Porsager (f. 1981) beskriver sin kunstneriske metode som spekulativ fabuleren inden for såkaldt weird videnskab, alternative livsformer og det esoteriske. Hendes værker foregår i feltet mellem kvanteteorier, feminisme og far-out spirituelle indsigter.
Lea Porsager dimitterede i 2010 fra Städelschule, kunstakademiet i Frankfurt am Main, og fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Porsager begyndte som ph.d.-studerende ved Kunsthøjskolen i Malmö og Lunds Universitet i september 2015. I ph.d.-projektet CUT-SPLICE THOUGHT-FORMS ser Porsager på kvantemekanikkens effekt på spirituelle visioner.
Med værket HORNY VACUUM søger Porsager en promiskuøs leg mellem det spirituelle og kvantefysik. Med udspring fra Porsagers besøg på CERN i 2018, knytter Porsager ”HORNY VACUUM” an til neutrinoer og de såkaldte neutrinohorn.
Om [WEAK] FORCE siger Lea Porsager:
“I værkerne har jeg ladet mig inspirere af neutrinoens egenskaber, altså spøgelsespartiklens queer kvaliteter. Partiklens oscillation (dens periodiske variation og svingende egenskaber), dens skiftende smag (flavor), dens venstrehåndethed (left-handedness), dens gennemtrængelighed, det at den penetrerer alt – selv massive himmelkroppe, vakuummer og blodfyldte væsener.
Endvidere var jeg tiltrukket af neutrinoens immunitet over for elektromagnetiske felter — den opererer så at sige ud fra nogle andre parametre, og reagerer kun på den såkaldte 'svage' kernekraft (weak force). I fysikken taler man om disse partikler som ideelle budbringere fra fjerne egne af universet, idet de kan rejse kosmiske distancer uden afbøjning, og uhindret penetrere det mellemliggende stof. I værkerne afsøges de venstrehåndede partikler via den venstrehåndede tantra (lefthanded tantra / leftpath tantra). Dette tantriske tankesæt har alt at gøre med det vulgære, det promiskuøse, og det såkaldte 'kvindelige aspekt' — tomheden og vakuumet. "hOrny smackdOwn all the way" (citat: HORNY VACUUM).
Og så er der Wolfgang Pauli, som er blevet en gennemtrængende genganger i udstillingen, ligesom der er en skjult (eller svag) hilsen til både Lee Lozano og STURTEVANT. Pauli kanaliserer den forbudte sammenstrikning af hardcore videnskab og alkymistisk/spirituel tænkning. I det skjulte korresponderede han med den berømte psykoanalytiker og drømmetyder C.G. Jung, som han sendte mere end 1300 af sine drømme til. Deres korrespondance bidrog blandt andet til Jungs konceptualisering af fænomenet “synkronicitet", der beskriver den meningsfyldte sammenhæng mellem hændelser der ikke har nogen logisk årsagssammenhæng.”